camino olè

dagene her paa Caminoen flyver afsted og lige saa med tiden. Jeg skriver fra en lille fläkke ved navn San Juan de Ortega. Her er ikke andet end en kirke, en bar og det herberg som jeg sover paa i nat. I morgen gaar det til Burgos, der er en af de större byer og et af pejlemärkerne paa caminoen. Vejret her er ikke det fedeste og derfor er der mange pilgrimme, der körer i bus til Burgos og i morgen videre til Leon. Men vi er dog nogle seje pilgrimme, der bliver paa födderne og lader busturen vente til Santiago de Campostella.

Livet som pilgrim er ret simpelt og det har taget noget tid at vende sig til det lave aktivitetsniveau naar dagens vandring er omme. Min vandring er starter kl 8 og varer til kl 13-14 stykker. Naar man ankommer til byerne i dette tidsrum er der ikke mange andre folk paa gaden end os pilgrimme. De lokale holder den ukränkelige siesta og der er derfor först rigtig gang i byen hen imod 18-19 tiden. Saa der er godt med tid til at skrive dagbog, läse, spise eller snuppe en öl, kaffe eller andet godt til ganen paa byens mange cafeer. Igaar sad vi en gruppe blandet gruppe af amerikanere, tyrkere, tyskere og danskere og sang fällessange paa Plaza Major i Belorado. Vi spillede saa godt at solen tilsidst kiggede frem og gav os kulör og varme i kinderne.

Caminoen er godt i gang

Jeg er nu i gang med El Camino del Norte. Den starter normalt i Frankrig i St.jean Pierre du port, og derfra gaar man igennem Pyrenäerne for at komme over den spanske gränse. Denne passage har jeg dog sprunget over i og med, at jeg startede i Pamplona(det er dog stadig en god tur paa 600 km ca. til Santiago De la compostella) Det gaar derud og befinder mig i en lille by kaldet: Los  Arcos. Benene har det godt og humöret er höjt. Der bliver talt baade engelsk, tysk, spansk og en smule dansk (men pröver at undgaa det)

dagene i Salamanca

Rejsen har nu foert mig til det nordlige Spanien.. Min sidste interrail for denne omgang blev til San Sebastian, der egentlig ikke egner sig til en rejsende der gerne vil leve billigt..

Fra d 17-19 maj opholder jeg mig i Salamanca.

Salamanca er en lille med meget charmerende by. Det er en af Spaniens äldste universitetsbyer og de gamle bygninger er meget velholdte og stadig i brug. I byen vrimler det med unge mennesker, barer og hyggelige restauranter

Fredag indlogeres jeg paa det foerste hostel paa min tur. Jeg er utaalmodig og traenger saadan til et bad og en ganske almindelig seng at sove i, saa jeg finder det foerste og det bedste, naermest Estacíon de Salamanca. I Salamanca har jeg en aftale med Roberto fra couchsurfing. Den gaelder dog foerst fra naeste uge, paa trods af det goer jeg forsoeget og faar hurtigt sendt en besked afsted paa naermeste netcafe. Han er paa pletten og foer jeg kan naa at klikke videre har han besvaret min besked. Han er noget overrasket :" Frederik!? What are you doing? jeg er tydeligvist for tidligt paa den men han beroliger mig. Vi aftaler at moedes pa Plaza de Mayor.  Resten af fredagen bruges paa sight seeing og et restaurantbesoeg. For 10 Euro serveres en salat til forret, to forskellige slags paella til hovedret og kafe og kage til dessert. Jeg er umiddelbart noget betuttet over at gaa paa restaurant alene, men bliver hurtigt budt selvskab. En australsk kvinde i 40'erne byder mig til sit bord og vi gaar hurtigt i hak.
Hun faerd med Camino del Santiago de Campostella ; ej at forveksle med camino del norte.
Hendes camino starter i Sevilla, og bevaeger sig nordpaa med vaesentlig laengere straejkninger end Camino Del Norte. Vi takker begge for en hyggelig aften og gaar hvert til sit

Loerdag bevaeger jeg mig til den storslaaede Plaza del Mayor. Det staar ned i staenger og er moej koldt. Jeg har ikke noget nummer til Roberto og satser paa hans trovaerdighed. Jeg stiller mig ind paa midten ifoert min poncho og sygsaek med det blaa fjällrävs regnslag (saa kunne jeg vist ikke vaere mere tydelig) Hvem ville ellers staa paa midten af en Plaza del Mayor i sillende regn. Roberto finder mig og vi genkender hurtigt hinanden. Vi spiser stor middag i universitetets kantine for 5 euro. Roberto er meget taalmodig og taler spansk saa langsomt han kan. Vi taler engelsk og spansk skiftevis, da han selv er igang med at laere engelsk. Og mit engelsk er min betaling for hans selvskab og madras i dag. Vi ender hjemme ved ham,  hvor klokken pludselig er blevet mange. Vi ser slutningen af Copa del Rey finalen mellem Real Madrid og Atlético Madrid.  Han byder mig en cerveza inden sengetid

Helmuth slynger bilen igennem det ene sving efter det andet, skoent at vejen ikke er ensrettet koerer han med den stoerste tiltro; til at der ikke kommer nogen modkoerende om hjoernerne. Han ser pludselig noget betuttet ud. Han hugger bremsen i, aabner koeler hjelmen. Han finder et lommetoerklaede frem og stiger ud. Helmuth har tidligere fortalt om sit erhverv som busmekaniker, saa min tillid til bilens tilstand er fortsat i top. Prolblemet er loest og saa er vi atter paa farten.

Vi stopper oppe over traegraensen. Han peger stolt rundt og fortaeller historier om det gamle slot Löwenstein, der glimter paa en af de hoejere bjergtoppe ude i horisonten. Vi naar lige at gaa et par skridt rundt om bilen, foer vi suser afsted igen. Som en anden Tarzan kaster han bilen ned ad de snoede smalle veje og foer jeg kan naa at sige beer vom faas er vi ankommet til en den lille landsby Hohenstein. Helmuth giver weissbier paa den lokale og fortaeller om herberget i byen. Det blev brugt som koncentrationslejr under krigen, men i dag er det herberg for unge mennesker, der besoeger stedet om sommeren. Da oellen har lagt sig naar vi en lille sightseeing i byen... Vi er paa farten igen rundt i det Sachiske landskab. vi koerer langs Elben og foelger den over den bro, der tidligere foerte mig til Bad Schandau. Da vi er hjemme ved ruinen, peger han paa den lokale bager og antyder, at han ikke er faerdig med at reklamere for Bad Schandau og den sachiske idyl. Jeg sover ganske udemaerket paa det ellers saa haarde underlag. Helmuth snorker saa det runger inde i sin kongesuite. Jeg naar lige at slaa en strej i husets toilet, der i dette tilfaelde er et gammelt bad kar. Huset har hverken stroem, vand eller varme, saa toiletbesoegende er bedst at goere foer man besoeger Helmuth. Han er i gavehumoer til morgen. Han naar at fylde mig med to kopper caffe latte og tre forskellige kaempe kager. Det er en svaer afsked. Det har vaeret virkelig hyggeligt og har virkelig oplevet gaestfriheden fra en fremmede, der overhovedet ikke kendte mig paa forhaand. Han tilbyder mig et lift, da han selv skal hjem i dag: Han er bor normalt i Zurich og har blot dette hus som ferie sted - hans eget lille frirum, hvor han kan vaere sig selv..  Jeg afviser dog og viser min interrail billet.. Han stikker 25 euro i haanden.. jeg afviser.. men han insisterer.. Saa da forlader jeg Bad Schandau 25 euro og en dejlig oplevelse rigere

miraklet i Sachsen ..helten Helmuth

inderligt smaahulkende men yderligt beskyttet af en koelig facade sidder jeg paa spor 3 og venter paa toget tilbage til Tyskland.. Jeg staar af i den foerste mulige tyske by: Bad Schandau. Hurtigt finder jeg banegaardskontoret og forklare mit problem paa en blanding af engelsk og tysk, jeg spoerger efter noget muligt internet. De udleverer et kort over byen; hvor de indtegner turistinformationens beliggenhed, her finder jeg baade internet og forhaabentlig en smule hjaelp.  Der er dog ikke meget internet at slaas med; for en halv euro kan jeg faa en halv time til at komme i kontakt med omverdenen og faa forklaret situationen..heldigvis er baade mor og moster online. Jeg er noget saa omtumlet, men faar paa en eller anden maade formuleret problemet til moster.. Jeg skriver noget i retning : " kender du nogen; der bor i oestyskland.. mit visa er stoppet med at virke og skal have sendt et nyt hertil" Da internettet loeber ud starter moster en stoerre efterforskning og traekker paa alle sine tyske traade. I mens vader jeg rundt i Bad Schandqu og proever at taenke klart.. hvor skal jeg tage hen? Hvad skal jeg goere? skal tage tilbage til Leipzig og banke paa hos Michael? Jeg faar skrevet til ham og han ringer hurtigt.. Han ville gerne hjaelpe, men han er ikke hjemme. Han er dog villig til at afbryde det han er i gang med for at komme mig til undsaetning.. Jeg takker for tilbuddet men beslutter, at jeg vil klare den selv. Jeg gaar i Lidl og koeber de billigste ris og en 2 liters kildevand.. jeg beslutter tage overnatte i det fri under byens bro, med Trangiamad og sovepose.

Jeg vandrer ud ad byen og begynder mentale forberedelse til min foerste nat i det fri, da jeg faar oeje paa en man; der staar i kommune toej og fejer gaden foran mig.. Jeg samler mod til mig og henvender mig til manden paa mit bedste tyske. (Han forstaa nemlig ikke et kuk engelsk) Jeg tilbyder min frie arbejdskratt i mod kost og logi;;Han staar og taenker i en ti sekunders tid... pludselig saetter han kosten fra sig og beder mig foelge med.. Han foerer mig ind i en gammel ruin(der mest af alt ligner et spoegelshus) Han viser mig op af en stoevet knirkende trappe og viser mig det ene rum efter det andet.. de er proppede med bygge rod fra gulv til loft. Vi naar op paa oeverste etage, hvor husets kongesuiter befinder sig. Det ene er hans sovevaerelse. det er udstyret med en sovepose og et liggeunderlag; det andet er helt tomt. Han peger paa gulvet og venter paa mit svar. Jeg underskriver den usynlige kontrakt og takker for min plet paa gulvet.. Han oensker ikke noget af mig. Den eneste betingelse han har er: "keinen problemen" - i oevrigt hedder han Helmuth

Jeg faar lov til at koge mine ris ude paa hans lille graesplaene som han lige har slaaede. Helmuth passer sit arbejde og jeg passer min trangia. Han har dog ikke mere travlt end han ind i mellem spoerger ind til hvordan  saadan en trangia fungerer. Da jeg er faerdig og har spist mig en portion Ris med aeble beder Helmuth mig om at pakke sammen; Han forsvinder ind i huset og kommer tilbage i en vindjakke og en kasket. Det er en helt ny Helmuth i et helt nyt tempo. Han snupper mine ting og hjaelper mig med at slaebe det op til resten af min baggage. Vi skal ud at koere... fortsaettes

min korte tid i Tjekkiet

Min blog er noget bagud i forhold til hvor jeg befinder og hvad jeg laver. Der sker bare saa meget hele tiden og der er ikke altid tid nok til at levere nogle af de fede historier.... men nu skal faa historien om mit lille eventyr? langs Elben. fra i tirsdags d 7 maj..

Jeg forlader Michaels lejlighed i omkring 8 faar at spadsere i mod Leipzig HBF, men paa opdager, at marked er under opsejling..Jeg forsyner mig med aebler. toerret abrikoser: aerter, grovboller, nogle skiver skinke og en god emmentaler.. Planen hqr nu Prag som hovedtema og hopper derfor paa toget i mod Dresden; hvorfra man kan komme med Budapest expressen(der goer stop i Prag bl.a.) Det falder mig ogsaa ind at tage helt til Budapest.. men afviser hurtigt tanken og bliver enig med mig selv om om at der er rigeligt med tid til qt naa baade Budapest-Bratislava og Prag

I Dresden naar jeg en lille to timers gaatur rundt i de de naermeste omraader omkring Dresden Bahnhof. Jeg er dog saa spaent paa min forestaaende tur rundt i oesteuropa, at Dresden ikke faar min fulde opmaerksomhed

Budapest expressen ruller derud af langs Elben og stille og roligt forandres landskabet fra terrain og kornmarker til flod, bjerge og skov. Det er en flot togtur langs Elben og jeg gribes hurtigt af den storslaede atmosfaere. Langs floden er der flere forskellige smaa landsbyer; der fanger min nysgerrighed og goer mig sulten efter at opleve dem. Bad Schandau er sidste stop inden den tjekkiske graense; Jeg er grebet af idyllen omkring Elben og tanken om at staa af og tage et senere tog slaar mig kort. Den affejes dog hurtigt af tanken , at et nyt uudforsket land staar og venter paa mig. Den tjekkiske graense passeres. Sproget aendrer sig dramatisk fra tysk til tjekkisk, mit pas stemples og godkendes af den tyskegraensepatrulje..

Jeg kan ikke holde mig i skindet laengere. Prag maa vente nu traekker mine foedder mig ud paa perronen i den tjekkiske provinsby Usti Nad Labem; der gaar alligevel masser af toge i mod Prag og den sagtens vente (laenge leve interrail!) Jeg gaar ud til en staalbro, der gaar ud over floden, her spoerger jeg om vej til det naermeste supermarked. Jeg kommer i den rigtige retning og moeder efter ganske faa meter noget, der faar mig til at tvivle paa om dette er virkelighed. En mager, udtoerret elefant traekkes afsted paa fortorvet henne paa modsatte fortorv efterfulgt af en stoerre turistskare. Den gaar saa langsomt og saa livloest,at den naesten kunne vaere kunstig.. men den er god nok, en vaske aegte elefant.

Elefanten og turistskarren hjaelper mig ud paa byens torv.. jeg er sulten og ivrig efter at finde ud af hvor meget mine penge er vaerd. Jeg gaar til den naermeste automat for at haeve noget cash, det tillader automaten desvaerre ikke og spytter intet andet end en tom kvittering og kort ud igen.. Jeg proever igen og igen men stadig ingen tjekkiske kontanter. Jeg proever alle automater mit blikfang kan skimte paa og omkring torvet men der er ikke bid.. pokkers..  Hurtigt bruger jeg foerste livline, jeg skriver hjem til Mor og beder hende sende det nye kort hurtigst muligt.. Mor svarer logisk nok tilbage:" hvor skal kortet sendes hen?".. jeg er blank.. jeg aner det ikke.. lige nu er jeg koert i selvsving over at vaere ude at rejse i oesteuropa med smaa 10 euro paa lommen.. Jeg beslutter at tage toget tilbage til Tyskland for at proeve mit kort der; det kan jo vaere, at de tjekkiske automater bare er saere...

6/5 Leipzig,

Min baggrundsviden om Leipzig maa betragtes som saerdeles mangelfuld, det eneste jeg ved om byen er, at den er en af de stoerre byer i det oestlige Tyskland. Jeg traeder fra Leipzig Hbf og bliver moedt af en naermest sommerlun atmosfaere. Det er varmt, skyfrit og folk vader rundt i noget, der er paa graensen til sommertoej. Jeg taenker ikke saa meget paa, hvad jeg gerne vil se og hvad jeg gerne vil opleve; det maa komme lidt hen ad vejen. Efter et par og hundrede skridt finder jeg ind frem til en af byens mange hovedgader. Meget af tiden gaar bare med at gaa og indsnuse de umiddelbare indtryk. En ting der specielt springer i oejnene er en goejler paa gaden, der staar og danser med en violinspillende marionet dukke. Han har skrevet paa et skilt, at han er paa cykeltur rundt i Europa sammen med sin marionetdukke. Leipzig er som saa mange andre tyske byer, fyldt med store kirker og klostrer. Udover det har den de klassiske storbys butikker og diverse turistfaelder. Tiden flyver afsted og det begynder at blive sent. Det er ikke faldet mig ind foer nu, at turister normalt indlogerer sig paa hostels eller hoteller og har dette som sin sikre base. Det er som om, at jeg foerst paa dette tidspunkt bliver klar over, at jeg er alene afsted paa rejse i Europa. Der er ingen andre til at tage initiativerne, ingen andre til at beslutte noget for mig.. intet vil ske medmindre, at jeg selv beslutter noget og tager handling. Jeg vender tilbage til goegleren for at faa noget inspiration til nattens overnatning. Han har imidlertidig faaet selvskab af en begejstret tilskuer. Jeg lister mig over og forsoeger langsomt at traenge mig ind i samtalen. Goegleren er fra Ungarn og allerede vaeret afsted i et par uger. Han bor til i aften i et lille telt som han har taenkt sig at slaa op lidt ude for byen, og hans marionetdukke, goer sit arbejde saa godt, at han kan tjene til mere end bare smoer paa broedet. .. Jeg har desvaerre ikke noget telt med og kan ikke goere ham kunsten efter. Jeg har paa dette tidspunkt omkring 20 euro paa mig og er endnu ikke bevidst om mit invalide visa kort.. og er dermed i den tro, at jeg da bare gaar ned og finder det naermeste hostel.. Den begejstrede tilskuer er dog ikke sen til uden videre, at tilbyde mig husly. Han er har bopael i det centrale Leipzig og vil ikke vaere ked af lidt selvskab denne mandag aften. Jeg accepterer tilbuddet med kyshaand og foelger med ham. Han bor i en laekker 3 vaerelses lejlighed med balkon og store rum, som han kun deler med en anden. Huslejen ligger paa en smaa 500 euro, som de deler( ikke galt for en lejlighed i centrum af Leipzig). Den begejstrede tilskuer hedder Michael Kloeckner, 26 aar og er igang med at skrive en Phd inden for noget international kommunikation. Han tager med paa en lille sight seeing ud, ad en af de populaere gader ved navn Carl Liebmarkt strasse. Vi forsyner os med en omgang currywurst og senere lokale daaseoel, inden han viser mig ind i et gammel ruin. Ruinen har en paen hoejde og fra toppen nyder vi en formidabel udsigt udover solnedgangen i Leipzig. Vi udveklser tyske og danske gloser imens vi gaar tilbage til hans bopael... Vi faar en sidste oel paa hans balkon, inden jeg faar lov at dejse om paa hans lille fine laedersofa